Interessen for, hvilke resultater forskningsprojektet viste, breder sig.
Hanne Bess Boelsbjerg har derfor været ude at holde oplæg blandt kommende sygeplejersker om, hvordan hospicemedarbejdere har integreret træning i nærvær og compassion både i forbindelse med, hvad der kan virke stressende i forbindelse med ens arbejdsliv, men også når det, der sker i ens privatliv, begynder at have negativ indflydelse på ens evne til at varetage ens arbejdsopgaver.
De studerende, der deltog til et heldagsarrangement tilrettelagt som en konference, var med på at lave en øvelse, der kort aktiverede en større grad af kropsbevidsthed. Øvelsen bestod af at gnide sine hænder hurtigt mod hinanden, derefter stampe med fødderne i gulvet og så gnide sig selv i ansigtet, hvorefter man prøver at mærke alle tre kropsdele på én gang. Det var et forsøg på at eksemplificere en af de fund, som undersøgelsen kom frem til: At det at forblive opmærksom på sin kropslige tilstedeværelse, enten gennem en forankring i kroppen eller ved at holde fokus på sit åndedræt, medvirker til, at man føler sig bedre i stand til at forblive præsent i svære situationer.
Med de vilkår, der venter de kommende sygeplejerske i sundhedsvæsenet, hvad andre oplæg i løbet af dagen belyste, vil det at træne sit nærvær og sin medfølelse være en kærkommen håndsrækning. Det kan både medvirke til at forebygge den følelsesmæssige udbrændthed, der kan opstå som led i at være presset på tid og derfor ikke føle, at der er plads til at yde den fornødne omsorg. Samt i forsøget på at honorere de talrige krav, som møder en, hvilket kan ende med at forårsage, at man udvikler stress.
Oplægget blev afsluttet med spørgsmål om andre teknikker kan føre til sammen form for ro og tilstedeværelse, fx ved at være i naturen eller dyrke motion. Det blev der svaret bekræftende på, men også påpeget, at det først er ved begynde at træne nærvær og medfølelse bevidst, at man kan få øje på, at det er det, man aktiverer i andre sammenhænge. Desuden delte en underviser sine refleksioner over, hvordan hun i sit tidligere arbejde på et hospice også havde oplevet sig selv som belastet. Men at hun først fandt ud af det, da hun skiftede arbejde. Derfor kunne hun genkende de beskrivelser, som informanterne havde givet, og nikke genkendende til de tilstande af belastning, som oplægget havde belyst.
Oplægget mundede derved ud i en frugtbar udveksling, som forhåbentlig giver anledning til flere overvejelser blandt de kommende sygeplejersker.