Vi er i projektgruppen virkeligt nysgerrige på, hvordan det er lykkedes for de første deltagere i forskningsprojektet at vedligeholde træningen eller bruge nogle af øvelserne efter at de otte ugers undervisning er overstået. Derfor har underviserne tilbudt deltagerne at lave en træningsdag med fokus på at genopfriske de forskellige øvelser samt give mulighed for erfaringsdeling. Den kvalitative forsker deltog også for at registrere hvilke erfaringer fra træningsforløbet, der har sat sig som noget mere blivende. Samt hvad det er fra træningen, der bliver brugt i forbindelse med udfordringer i privatlivet og på arbejdspladsen. Og ikke mindst hvilke udfordringer, der opstår, når man ikke længere kan holde træningen ved lige ved at være del af en gruppe kolleger, der mødes jævnligt.
Det vidste sig at være vigtige og gode ting, som deltagerne har taget med sig. Flere berettede om, at de var blevet meget bedre til at stoppe op og give sig tid til at mærke efter i stedet for at handle per automatik. Det var blevet klart for dem, at de kunne nå at træffe et valg om, hvordan de ville respondere på en situation i stedet for bare at reagere på den. Andre fremhævede, at de oplevede det som meget mere legitimt at tage pauser og give sig selv et frirum. De brugte måske noget afslappende musik, var i haven eller gik tur med hunden. Så det var ikke kun i forbindelse med at lave de øvelser, de havde fået præsenteret på træningsforløbet.
Den ændrede indstilling til tingene kom også tydeligt frem blandt deltagere, der fortalte, at de var blevet meget mere accepterende og venlige overfor sig selv. Så de havde indøvet en holdning om at give sig selv omsorg og kærlighed. Dette blev fremhævet af underviserne som et meget stort skridt i forhold til de udfordringer, der blev talt om blandt deltagerne indledningsvist, hvor det at have fokus på den andens (dvs. patienten og de pårørendes ve og vel) var det dominerende billede.
Slutteligt kom der også eksempler på, hvordan det at have lært at holde fokus på sit åndedræt havde hjulpet flere med at bevare roen i følelsesmæssigt udfordrende stunder. Det kunne være i forbindelse med pludselige dødsfald, hvor de pårørende blev overrumplet, eller hvor man ikke kunne nå at foretage de handlinger, som man anså som mest ideelle.
Samlet set var der et ønske fra begge grupper om at kunne fortsætte med at mødes, så træningen kunne vedligeholdes i det kollegiale fællesskab. Flere talte ligefrem om at savne det form for samvær, hvor ord ikke altid er så vigtige, men hvor det er muligt at fordybe sig i det umiddelbare nærvær. Alle fremmødte var taknemmelige for det, de havde taget med sig, uanset om de brugte det dagligt eller ej.
Erfaringsdelingerne peger på et behov for at tilbyde en træningsdag med jævne mellemrum, så de tillærte øvelser og indstillinger kan vedligeholdes. Endvidere var der forslag til, hvordan nye hospice medarbejdere med fordel kunne modtage træningen, så det kunne blive en del af de redskaber, man benytter sig af på hospice for at sikre et godt og sundt arbejdsmiljø.