Mindfult ’kommer vi tilstede’ igen. Træningen bliver udfordret til mere og mere selvstændighed og til at tage vare den og lave sin egen faste rutine. Derfor starter vi med 30 minutters yoga på egen hånd; herefter meditation og selv-compassion-træning.
Stop-modellen tages op igen og flere fortæller om, hvordan den har hjulpet på deres arbejde. Her har det bl.a. været et hjælpsomt redskab, når det var svært at rumme den unge mand, der skreg i smerte i flere timer i træk. Når man står der midt i al fortvivlelsen og er magtesløs bliver det vigtigt at kunne stoppe sig selv og måske gå væk fra det automatiserede mønster, som man plejer at reagere ud fra.
En af deltagerne har fået en åbenbaring om, hvordan hun har opdaget at mindfulness øvelserne giver hende stabilitet til hverdagen og hjælper med at reagere bedre på udfordrende hændelser. Jeg lytter til hende og bliver rørt over tårerne, der oprigtigt viser, at det her har betydning for hende. I denne snak kommer vi ind på, hvor svært det kan være, at sætte sig ned og lave meditationerne. Men det går også op for flere, at det måske er netop der, hvor livet er lidt tungere, at man netop skal lave denne praksis. Ann tegner en linie på tavlen og viser, hvordan mindfulness bevæger sig fra ’Wellness’ til at arbejde med ’det sårede sted indeni’.
Så fortæller Ann historien om, hvordan man fanger aber i Indonesien og hvordan det kan sammenlignes med vores sind. I sindet holder vi hele tiden fast i noget, typisk noget der har med negative tanker at gøre. I virkeligheden handler det rigtig meget om, hvordan man giver slip på noget fx sin kontrol, sin forfængelighed, sine sko eller måske en smerte, som man går rundt med. Jane fortæller i den anledning sin historie, om en smerte, hun har holdt ud og holdt fast i i årevis, før hun for alvor tog sig af den og lærte forskellen mellem at holde det ud og presse sig selv hårdt, og nogen gange trodse smerten, til at anerkende og rumme smerten. Da hun endelig rummede smerten, kunne den langsomt og tålmodigt bearbejdes. Kroppen skal kunne følge med, og derfor må man overholde de små skridt ad gangen, som man kan tage. ’En fugl kan ikke flyve, hvis den i panik holder vingerne åbne eller lukkede’. ’Den skal bevæge sig herimellem for at noget kan ske’, siger Ann billedligt. Så omfavn smerten eller din uro eller stress og arbejd omkring det. Mærk hvad det har brug for. Herved kan der ske en forvandling…