Alle de gode kvinder og jeg er nu samlet igen og i dag er ’Silentretreaten’, hvor vi ikke må snakke eller udveksle nogen form for kommunikation. Hvad mon det vil gøre ved os? Heldigvis får vi lige snakket lidt af og Ann gennemgår reglerne og programmet for dagen.

Vi starter med yoga, bodyscan og meditation. Ann guider os, mens vi står på hver vores lille ’Mindfulness ø’. Inden frokost laver vi ’Walking meditation’ – en ny form, hvor vi holder fokus på føddernes kontakt til underlaget, mens tankerne driver forbi som skyer. Vi er i skoven og solen sender stadig varme blødgørende stråler ud her sidst i det smukke efterår. Frokosten er ligeledes i stilhed og med dyb koncentration om madens smag og tekstur, så oplevelsen intensiveres.

Eftermiddagen byder på yoga, bjergmeditation, walking meditation og en lang selv-compassion-meditation. Nu skal vi langsomt tilbage til virkeligheden og vores fælles rum igen. Ann får os ført nænsomt tilbage ved, at vi hviskende deler vores oplevelse af dagen med en anden.

Jeg har nydt det, og det er der flere der har. ’Det har været en lettelse at skulle være stille og sig selv, når dagligdagen er så fyldt med at forhold sig til andre’ siger én. Det kunne lige så godt have været provokerende og fremkaldt indre uro at skulle være så rolig og så meget overladt med sig selv og sine tanker, men ikke i denne gruppe. Nogen var mest glade for bjergmeditationen; andre for walking meditationen, der slet ikke var så tosset, som nogen frygtede. De fleste er enige om at selv-compassion meditationen har stor betydning for dem.

Selv-compassion-meditationen er ikke en oprindelig del af MBSR-programmet, fortæller Ann og forklarer igen, hvordan Mindfulness ikke søger at ændre noget, men at være med det, der er. Her hos hospicemedarbejderne er den taget med, fordi de er i risiko for at blive ’empatitrætte’ og man derfor har vurderet, at den har værdi, idet den giver en empatifølelse til sig selv. Den minder én om, at det er vigtigt at give sig selv opmærksomhed, venlighed og lov til at være et almindeligt fejlbarligt menneske.