Der er en dejlig ro i rummet, da jeg kommer ind til mit kursus i mindfulness og compassion. Vi sætter os tilrette i en meditationsstilling, der passer til vores krop; nogen på stol, andre på gulvet. Meditationen varer en time. Det er længe. Jeg lægger mærke til, at flere deltagere skifter stilling undervejs, hvilket er helt okay. Jeg skal jo følge min krops impulser, ikke overskride dens grænser. I dag er jeg lettet da meditationen er slut. Min krop var rastløs. Der var tanker, som fulgte andre tanker, men jeg var der alligevel – i min meditation.
’De negative eller stressende oplevelser giver reaktioner, der enten er automatiske eller bevidste handlinger’, fortæller Ann. Sammen ser vi på, hvordan stressende situationer påvirker os kropsligt, tankemæssigt, følelsesmæssigt og i handlinger.
Det er ikke altid rart at se på, hvordan mine automatiske handlinger er eller har været, konstaterer jeg. Desværre hænder det i al mit perfekte uperfekte liv, at de også er negative og giver negativ feedback.
Vi taler også om, hvilke effekter mindfulness har på os indtil nu. Der er flere end jeg havde troet.
Følelser af:
At man ikke skal leve op til mere end man kan.
At man har ret til at sætte sine grænser.
At man slipper lidt mere af den styring, som man plejer at have.
At man kan rumme andre bedre end tidligere – være mere overbærende.
At man kan undgå at blive negativ indstillet.
At man ikke dømmer så hurtigt som før.
Vi taler videre om de uundgåelige negative følelser og situationer, som alle oplever. Hvad skal vi gøre, når de kommer, spørger Ann os?
’Du kan ligeså godt læne dig tilbage og nyde det, når du ikke kan gøre noget ved det’, siger én. Accepter det eller forlig dig med det, siger en anden. ’Og hvis det er muligt så forandre noget eller dig selv’. ’Hvis ingen af delene virker – så flyt dig’!
Jeg fornemmer, at der er meget livsvisdom her på hospice.