Man kan mærke en forventningsglæde i luften. Hvad skal der mon nu ske på dagens kursus? Vi starter med 2 minutter, hvor vi stille sidder og mærker indad – 1-2 ord for det du mærker. Der er mange forskellige udmeldinger, og det i sig selv er jo interessant. Så forskelligt vi oplever vores verdener ud fra hver vores udgangspunkt. Vi snakker videre om vores lektier ’body scan’, om at det kan være svært at finde et godt tidspunkt til at indsætte en ny rutine i vores travle dagligdag.

Den anden lektie ’at spise mindfuldt’ var også en oplevelse, der vækkede dyb resonans hos nogle deltagere indeni. Det er tankevækkende, hvad sådan en enkel øvelse kan gøre ved én. Generelt føles det mere tidskrævende at være i et nærvær med sig selv og fx sin mad, men også mere intenst, når alle sanserne får tid til at være mere med. Man kan måske ligefrem sige, at livet føles en smule rigere.

Så blev vi introduceret til hensyntagende yoga. Det var dejligt at bevæge kroppen lidt og mærke den helt tydeligt gennem bevægelserne. Efter en lang body scan kom underviserne i gang med en vigtig snak, om at se venligt på sig selv, om at være et perfekt uperfekt menneske og at vide, at man er god nok og forsøger at gøre sit bedste, også selvom man ikke altid kan leve op til de idealer, som vi mest af alt sætter til os selv. Det var rart at have nogle til at tale ind i det, og at man kan få lov til eller i dette rum kan give sig selv lov til bare at være et menneske.

Så vi bliver præsenteret for fænomenet at ’tænke ud af boksen’ med en ny ’mind’ øvelse. Derefter spiller underviseren et miniskuespil og illustrerer ved at skifte briller mellem karaktererne, hvordan vi ofte ser verden gennem flere forskellige farvede glas alt efter, hvordan vi eksempelvis har det. Rollerne er lette at genkende og spejle os i. Det hele bygger op til ’selv-compassion meditationen’, som mange bliver meget berørte af. Vi går der fra fyldt op af indtryk og aftryk sat dybt i os af mindfulness tilgangen.