At modtage indtryk, der omsætter sig til udtryk, er noget af det, der kendetegner poesien. Ved at sidde med til mindfulness og compassion forløbet og have en rolle som deltagerobservatør, dukker der en masse stemninger op, som indfanger, hvad der sker, når man fordyber sig. Digtet gengiver indtrykkene fra en af de dage, hvor træningen fandt sted.
Kvinderne
Sidder med en meters afstand
De har skænket deres omsorg
til de fremmede, andres elskede;
i årevis har de givet,
vasket andres kroppe, plejet andres sår,
lindret andres smerte, holdt deres hænder og
favnet deres hjerter.
De har ikke
skænket sig selv en tanke.
Deres hjerter er udstrakte i tid og rum,
men vender sjældent indad.
Nu mærker de hjerterne røre på sig:
Jeg er her også! råber de.
Jeg kan simpelthen ikke
holde ud at spise med nærvær,
siger en gråhåret kvinde.
Der er en grund til
at min krop ser sådan her ud
Det var for meget
Jeg kunne ikke
Hun nikker for sig selv.
En kvinde i stribede strømper,
røde øjne bag brillerne.
Længe stirrer jeg uden at afgøre
om det er af gråd eller træthed.
Først da tårerne triller
afgøres dysten.
En tredje misser med øjnene
og forlader lokalet.
Da vi skal ønske for os selv
At vi må
Være venlige overfor os selv
At vi må acceptere os som vi er
At vi må finde fred
At vi må være trygge
En fjerde kvinde
finder glemte sorger frem.
I dybet har de ligget og rumsteret
uforstyrret, urørte i årevis.
Men nu mærker hun dem pludselig igen.