Inden for forskning handler meget af arbejdet om at identificere ’problemet’. Det udgør grundlaget for at bedrive videnskabeligt arbejde, at man er i stand til at forklare, hvorfor noget bør undersøges nærmere. Og det indebærer ofte, at man problematiserer det, som man ønsker at beskæftige sig med. Det betyder, at man som forsker ofte ser sig om efter problemer, der kræver en løsning, som ens forskning forhåbentlig kan være med til at frembringe.
Tendensen til at fokusere på ’problemet’ udspringer også af at ønske om at kunne forklare tingenes rette sammenhæng. Så når man som forsker, eller som sundhedsprofessionel, ønsker at finde ud af ’hvad der er i vejen’, så handler det i lige så høj grad om at kunne forstå det, der foregår, for at kunne ændre det til noget mere hensigtsmæssigt.
Det er denne rettethed mod at ’løse problemer’, der gør deltagelsen i et anvendt forskningsprojekt omkring træning i mindfulness og medfølelse til en speciel oplevelse. For selve tilgangen, vi træner, handler om at være bevidst nærværende eller mindful med det, der er. Det betyder, at vi ikke tager afstand fra det, vi oplever eller problematiserer det. Selve træningen handler om at inkludere alle livsoplevelser som lige gyldige, dvs. at vi evner at være med hele det spektrum, som livet består af.
Når jeg som forsker undersøger effekten af at deltage på dette træningsforløb for hospicemedarbejdere, så gør jeg også brug af mine egne erfaringer under meditationerne. Det gør jeg dels for at bruge min egen sansende krop som undersøgelses instrument, for herigennem at tilnærme mig deltagernes oplevelse af mindfulness og compassion øvelserne. Dels for at stille skarpt på, hvad denne tilgang kan betyde for ens måde at gribe de mere krævende opgaver an, når man har med døende og deres pårørende at gøre.
Og her bliver jeg opmærksom på, at jo mere, jeg selv er i stand til at forblive nærværende i min oplevelse af noget, som jeg plejer at kategorisere som ’problemet’, jo mindre bliver det et problem for mig. Det kan eksemplificeres med at være generet af støj under en meditation. Hvis jeg fastholder, at det er ubehageligt for mig, at der er den slags forstyrrelse under min fordybelse, så forstærker jeg oplevelsen af at have et problem. Mens hvis jeg evner at acceptere tingenes tilstand, at der er et massivt indtryk af lyde, imens jeg sidder og fordyber mig, så skifter oplevelsen karakter, fordi jeg evner at forblive nærværende. Også med den irritation, der dukker op over tingens tilstand. Min oplevelse med at sidde med i meditationerne er derfor, at problemerne ændrer karakter. Eller snarere: Forholdet til det, der opleves som problematisk, forandrer sig.
Men hvad betyder det så for forskningen? Bliver det hele så et spørgsmål om at acceptere tingene som de er, uden at have et drive til at ville forbedre tingenes tilstand og bidrage til en vidensbaseret udvikling? Mister jeg som forsker fokus på at ville identificere et problem, når oplevelsen af, hvad der er problematisk, fortoner sig? Det mener jeg ikke er tilfældet! I stedet bliver jeg bedre til at skelne mellem de ting, der forårsager oplevelse af, at der er noget, der er problematisk (fx at der er høje lyde i rummet), og hvordan man forholder sig til oplevelsen.
Det første drejer sig om at identificere faktuelle forhold. I en sundhedsfaglig kontekst kunne det være de arbejdsforhold, der gør, at man ikke er i stand til at holde ordentlige pauser. Det næste handler om, hvordan man håndterer disse faktuelle forhold, både på et personligt og kollektivt plan. Er man i stand til at være med det? Eller kræver det en reel handling, så det kan forandre sig til det bedre? Når man arbejder med døende, ved man, at der er nogle ting, som ikke står til at ændre. Fx det at tage afsked med livet. Det er ikke et problem, der skal fikses, men et alment vilkår, som vi skal bære. Og så er der nogle forhold omkring situationen, som man kan arbejde med, som kan gøre det lettere at være med det svære.
Ved at se nærmere på, hvad vi egentlig opfatter som problemet, kan vi blive klogere på, hvordan vi bedst håndterer det, vi oplever som udfordrende. På den måde vil en del af problemet være løst. Til gengæld har vi også brug for at erkende hvilke forhold, der bør ændres for at være i stand til at være nærværende med det, som vi erfarer ikke kan løses.
Så hvad er problemet? Måske at skelne mellem det, der skal væres med og det, som skal arbejdes med. For at opnå denne skelneevne kan det være godt at øve sig i at være bevidst nærværende. For herigennem kan vi både som sundhedsprofessionelle og forskere få hjælp til at finde ud af, om vi gør vores reaktion på ’problemet’ til det egentlige problem, eller om vi forholder os til det faktuelle. Og denne skelnen er vigtig for at kunne tilvejebringe løsninger på ’problemet’.